Festivals tredje dag gav smukt liv til gamle socialistiske sange (DK)

Tysk socialistisk musik og surreel klangkunst mødtes på Wundergrund.

Politiken 30.10.2013

MajaPOINGWundergrundTysk socialistisk musik og surreel klangkunst mødtes på -Foto: Wundergrund.
 

Der er ingenting så forførende som en agiterende kvinde, der kan synge vemodige socialistiske sange om international solidaritet med glohed passion.

Altså, hvis musikken vel at mærke er spækket med skrammel og larmende vid som gungrende virkelighed, så det slet ikke lyder som hengemte skønmalerier eller idiotisk propaganda.

Kvinden i centrum for Wundergrund Festivals tredje aften i det intime Literaturhaus på Nørrebro var norske Maja Ratkje. Som forkvinde i kvartetten Poing og deres særegne spillemandskvalitet med sang, saxofon, kontrabas og knapharmonika.

Det vil sige fire sammentømrede klassisk uddannede musikere med stort overskud og hang til skæv avantgarde – og socialistisk agitation.

Bandets projekt, som også har en skøn cd med titlen ’Wach Auf!’ på samvittigheden – er centreret om Bertolt Brecht og Kurt Weills sange. Som et smukt forsøg på, i øjenhøjde, at vække folket fra kapitalismens søvn med tilspidsede, velklingende udgaver af de kendte socialistiske melodier.

Et akustisk dyr

Wundergrund er kendt for sine møder. Mellem rock og klassisk, avantgarde og jazz, elektronik og akustik. Klingende kunst og syngende teater. Og nu tysk socialistisk musik og surreel klangkunst.

Poing begyndte dog et lidt andet sted. Hos John Lennon og hans begsorte samfundskritik i ’Working Class Hero’, der blev sat langsomt op i sfæriske klangflader og store pulsslag.

Med den temmelig overvældende virkning, at musikken lød som et stort akustisk dyr med besværet vejrtrækning.

De fortsatte på den tyske hjemmebane med Brecht/Weill og sangen ’Mandaley’, hvor parodisk, kabaretagtig lethed smukt blandede sig med lydkunst, klezmermelodier og trampende polkarytmer i en umulig, men meget charmerende musikalsk cocktail.

Rock’n’roll Suicide

Til lejligheden havde kvartetten allieret sig med en flok lokale korsangere, så vemoden kunne folde sig ud i fuldt flor.

Blandt andet i klassikeren ’Solidaritätslied’ med omkvædet gjaldende fra megafon som et skoleeksempel på, hvordan socialistiske komponister – her Hanns Eisler – med stor effekt kunne blande følsom nostalgi og taktfast militæræstetik til et udtryk, der både rummede følsom social indignation og brutal kampæstetik i et.

De spillede en hel del af den slags, hvor selv rigtig tyksmurt socialistisk propaganda overraskende nok fik sin egen helt særlige troværdighed som korsangerne og musikerne stod der og sang, råbte og skramlede i et stort, virkelighedsnært kaos.

Med en følt, langsom afslutning hos David Bowie og hans ’Rock’n’roll Suicide’ viste kvartetten, at de også kan gribe helt andre, mere upolitiske stemninger og skabe nye sammenhænge.

De fire musikere må altså meget gerne komme hurtigt igen og give friske bud på for længst afskrevet musik.

(…) Lidt ligesom Poing og Maja Ratkjes socialistiske agitation, der fik brod og relevans af at gå bersærkergang i beskidte lyde. Lige i hjertet.

5/6

Henrik Friis
 
MajamegafonmedKOR MajaPoingWundergrund3 MajaPoingWundergrund2
Scroll to Top