Det burde nu heller ikke komme som en stor overraskelse, at kvinder kan lave vedkommende eksperimentalmusik. Det burde nu heller ikke komme som en stor overraskelse, at kvinder kan lave vedkommende eksperimentalmusik. I nyere tid er det i hvert fald blevet mindre svært at finde kvindelige fyrtårne og forbilleder, man kan lade sig inspirere af. Få er mere inspirerende end norske Maja Solveig Kjelstrup Ratkje. Et indlysende eksempel til efterfølgelse for folk, der vil udfordre ikke bare kønspolitiske magtstrukturer i musiklivet, men også institutionelle barriere mellem forskellige musikformer og tilgange. Hun har markeret sig stærkt som avantgarde-komponist, men har i mindst lige så høj grad udforsket det performative og improviserede i et værk, der forgrener sig til genrer som jazz, noise, metal, elektroakustisk musik og meget mere. Tidligere i år udsendte John Zorns Tzadik-label cd’en River Mouth Echoes, der samler op på nogle af Ratkjes væsentligste komponistarbejder gennem de seneste ti år.
Som samlingen viser, er der dog ikke vandtætte skodder mellem komposition og improvisation hos Ratkje. Kompositionerne kendetegnes netop ved en udpræget åbenhed og en interesse for klangfarver. Det er en musik, som skal høres, ikke læses i et partitur. Man fornemmer Ratkjes arbejde med støj og elektronik i f.eks. åbningsnummeret ”ØX”, ligesom arbejdet med jazzen slår igennem i både anslag og instrumentering. ”Essentiale Extensions” med dens triobesætning af harmonika, alt-saxofon og kontrabas trækker således snarere på jazz og folkemusik end elementer fra den klassiske institution.
Som mange af komponisterne på DAMN! synes Ratkje at have en forkærlighed for klange, der kan forbindes med stemmen og åndedrættet. Allerede titlen associerer ikke for ingenting til mundens klangrum, og instrumenter som harmonika og saxofon er med til at understøtte fornemmelsen af en rørlignende musik gennemblæst af luft og åndedræt. Selvfølgelig er der også selve stemmen. Den menneskelige stemme, som Ratkje om nogen har opdyrket til en væsentlig del af lydrepertoiret på cd’er som Voice. På River Mouth Echoes får stemmen især spillerum på ”Wintergarden”, der har en nærmest encyklopædisk tilgang til stemmens mange muligheder og udtryk. Behersket tale, flænsende skrig, hulken, luftig nynnen. Ratkje, der her viser, hvor stærk en performer hun er, favner det hele, og ”Wintergarden” er således en smuk illustration af covernoternes udsagn: ”Music is a part of life and should sound like that. Noise and distortion have an unlimited earthly beauty, chaos and simplicity often appearing side by side.”
Ratkje kan dog også arbejde med store orkesteropsætninger som på den dramatiske “Waves IIB” fremført af Oslo Sinfonietta, eller hun kan skabe 20 minutters intenst musikalsk nærvær, der får én til at sidde som på nåle, udelukkende ved en instrumentering bestående af fire viola da gambaer, som det sker på titelnummeret.
Alsidigheden er i den grad ærefrygtindgydende, og som samtidsmusiker er Ratkje ganske enkelt ikke til at komme uden om. Hvor man skal starte med en kunstner med så stor spændvidde er selvfølgelig svært at sige. Men vil man have en introduktion til Ratkjes virke som komponist, er River Mouth Echoes en særdeles god investering.
(Rasmus Steffensen)