Radical voices (shared concert with Diamanda Galás and Attila in Copenhagen), reviews in Danish

Politiken:

Grynt, skrig og hvæs fyldte Marmorkirken

Stilrent. Maja Ratkje begyndte uforstærket omme bag alteret og bredte langsomt sin smukke, klare stemme ud i Marmorkirkens svimlende akustik. – Foto: Peter Hove Olesen

Årets Wundergrund Festival tyvstartede med stærke stemmer som bagsider af europæisk sangkultur. Folkevise og vrængende kabaret. Naturvokal og computerstøj. Kirkesang og djævlebrøl.

Etnicitet, kunst og kirke blev som tre grundpiller i det kulturelle arvegods sat i scene fredag i Marmorkirkens imposante arkitektur af tre af kontinentets mere særegne sangere. Hver for sig som tre små solokoncerter med sin helt egen indre logik. Aftenen begyndte med ungarske Attila Csihar, mest kendt fra metalbandet Mayhem efter den enes selvmord og mordet på den anden. Herefter lagde norske Maja Ratkje, som repræsentant fra avantgarden, en helstøbt lille rejse ind fra den polarklare norske natur til et heftigt mix af forvrænget computerverden. Og så sluttede aftenen med en midnatsforestilling af den græsk-amerikanske diva Diamanda Galás, der i snart fyrre år har sunget sig rundt på kanterne af opera, folkesang, viser og alt muligt andet. Også denne gang med sin helt specielle stemme, der når halvdelen af et flygel i omfang og det meste af en computer i akustiske effekter.

(…)

Der var helt anderledes stil over Maja Ratkjes performance. Hun begyndte uforstærket omme bag alteret og bredte langsomt sin smukke, klare stemme ud i Marmorkirkens svimlende akustik. Fremme ved mikserpulten lod hun den ene klare tone efter den anden blive til lag i en velstemt klangflade – bare for at skære alt det skønne naturlige i småstykker til et vildt elektronisk mix af støj, forvrænget sang og kølige skrig, der endte helt nede i klangverdenens dybeste kælder. Roligt og konsekvent.

(…)

Henrik Friis

Gaffa:

Studier i klagesang

Det er ikke længe siden græsk-amerikanske Diamanda Galas sidst gæstede Københavns Marmorkirke, men skæbnen ville, at jeg ikke var i stand til at tage til netop dén koncert, så jeg klager bestemt ikke over, at hun allerede er tilbage på disse kanter igen. Og akkurat ligesom sidst var arrangøren Art Freq, der også ved andre lejligheder, bl.a. i forbindelse med Laibach og Blixa Bargeld, har brugt Marmorkirken til koncertoplevelser i særklasse. Derfor var det næsten heller ikke nogen overraskelse at der nok engang blev tale om en særdeles velbesøgt aften – og uden ligefrem at tale på alles vegne, så er det mit helt klare indtryk, at de fleste af de fremmødte fik noget med hjem.

Som ved andre Art Freq-lejligheder var her tale om en helaftensoplevelse med tre koncertnavne, en i øvrigt prisværdig strategi, der giver også knap så kendte kunstnere mulighed for at optræde for et stort publikum og altså, i visse tilfælde, i så imponerende omgivelser som Københavns Marmorkirke. Denne aften var, måske ikke overraskende med et hovednavn som Diamanda Galas, tematiseret omkring særprægede vokalister, og ud over den legendariske græsk-amerikanske sangerinde og pianist kunne man også opleve ungarske Attila Csihar og norske Maja Ratkje, der gav et sæt hver bestående af loop-vokal og elektroniske effekter.

På mange måder mindede de to kunstnere meget om hinanden hvad tilgang og opsætning angår, men selvom de såmænd også begge havde fat i nogle af de samme klangfarver, så bevægede de sig også, på andre områder, milevidt fra hinandens udtryk, og de demonstrerede således, at selvom udgangspunktet var det efterhånden i electronica-kredse meget velafprøvede, nemlig live-vokal udsat for talrige loops og alskens effekter, så lykkedes det også samtidig at lufte personlige vinkler, hvilket selvsagt kun er godt.

(…)

Hvor Csihar i den grad asføgte dystre lydlandskaber, så indledte norske Maja Ratkje nærmest i den modsatte ende af skalaen – også helt bogstaveligt, med sin høje, klare stemme, der svævede flot gennem rumklang og andre elektroniske effekter. Kønt var det, ja, nærmest med afstikkere i retning af new age, den smukke nordiske tone og hvad man ellers siger ved den slags lejligheder. Jeg sad og tænkte, at det var måske lidt vel nysseligt, og jeg syntes ærlig talt ikke at Ratkjes effektarbejde med vokalen fungerede specielt godt til at begynde med. Men så var det som om hun hoppede ud på dybt vand og langsomt, men sikkert forlod moderskibet for at bevæge sig længere ud i rummet, og dét syntes jeg virkelig fungerede. Kontrasten mellem den kønne, men forholdsvis forudsigelige Ikea-tronica-indledning og så de efterfølgende mere abstrakte klanguniverser virkede godt, netop fordi den fremstod som en kontrast; fra new age til Stockhausen og tilbage igen.

Selvom Ratkje i høj grad brugte sin vokal, med og uden effekter, så bevægede hun sig også ud i direkte abstrakte passager, hvor det i højere grad var maskinerne og knapperne, der fik lov til at tale. Og syde og brumme og knitre og buldre, og det er, hånden på hjertet, ikke særlig svært eller kævende at lave abstrakt elektronisk støj anno 2011. Men Maja Ratkje formåede, i mine ører, at lægge en personlighed ind i også de absktrakte lydrejser, hvilket var med til at sikre, at de ikke lød som de mange og efterhånden nærmest standardiserede bud indenfor lige netop dén disciplin. Derfor var det også spændende at lytte til hende, også i de abstrakte passager, for de fremstod ikke blot som stilgreb, men som en mere personlig og følelsesladet leg med lyd.

(…)

Ras Bolding

Geiger:

Alt, hvad stemmen kan

I visse kredse syntes det nok som en meget lidt sakral handling, men Marmorkirken i København lagde i weekenden akustik til en fantastisk musikbegivenhed med stemmen i centrum, der trak på både black metal, avantgarde og dark ambient.

photos: Aleksandar S. Mastilo

(…)

Da folk havde sundet sig udenfor med en smøg eller to, gik næste levende billede på: Det norske stortalent Maja Ratkje. Måske et lidt “skævt” indslag denne aften, eftersom hendes udgangspunkt mere er legesygt end gotisk. Som den sandt nysgerrige sjæl, hun er, har hun over de seneste 10-15 år dækket et stilistisk spektrum, som spænder fra dada over free jazz og opera til harsh noise, men uhygge og frygtsom andagt er ikke hendes ting. Alligevel lod hun til at gøre et godt indtryk på de sortklædte skikkelser på bænkene med sin performance, der startede med lys, højnordisk skønsang, men hurtigt kammede over i et messende, metamorfisk flow, hvor elementer fra såvel ambient som click’n'cut blev draget ind for at skabe effekt og dynamik. I de sidste sekunder af koncerten holdt hun pludselig en højfrekvent klokke op, som hun anslog, for derefter at lade resonansen fra den fortsætte over i et meget rent fløjt. Jeg havde set hende før, så jeg vidste, hvad jeg kunne forvente fra hendes side – og blev selvsagt ikke skuffet – men man fornemmede, at mange af de andre tilstedeværende vist lige skulle hjem for at google navnet bagefter. Og dét tror pokker: Sjældent ser man så overbevisende en coctail af instinkt, virtuositet og glad amatørisme som den, Ratkje inkarnerer. Hun kan alt allerede, men alligevel får man indtryk af, at hun stadig kun er ved at indkredse spændvidden af sit enorme talent.

I tilfældet Diamanda Galás er man imidlertid ovre i en helt anden vægtklasse. Hun lavede allerede meget voldsomme, vokalbaserede avantgardeplader dengang, Csihar og Ratkje var børn, og om noget har hun faktisk bevæget sig i en mere traditionelt “musikalsk” retning med årene. Hvor tidlige værker som f.eks. “Wild Women with Steak Knives” og “The Litanies of Satan” (1982) var stærkt foruroligende ekskursioner ind i vokale territorier, hvor hendes stemme, som spænder over 3½ oktav, blev udforsket gennem hvæsen, messen og hysteriske lydudladninger på flere sprog, der nærmede sig tungetale, har senere albums som f.eks. Malediction & Prayer (1998) og La Serpenta Canta (2003) vist en sangerinde, som arbejder anderledes konventionelt indenfor sangformatet. I dag består Diamanda Galás – the band – af hende og et velvalgt flygel. Martin Hall har sammenlignet hende med den legendariske operadiva Maria Callas, og den modne Galás har utvivlsomt samme format. Hvis ikke større endnu. Galás er trods alt i stand til at skrive sit eget repertoire, selvom fortolkningen har fyldt mere og mere i hendes output over de senere år. Det var Callas ikke.

(…)

I hvert fald nærmest vaklede det 56-årige ikon af scenen efter at have givet alt, hun havde i sig. Et ekstranummer virkede – set i dét lys – egentlig som et ublu krav. Men hun kom ind og gav ét alligevel. Og havde ikke desto mindre – trods sit rapkæftede image – ydmyghed nok i sig til at bede publikum om at klappe af en synligt rødmende Top-Galia, da hun kom ind for sidste gang. Men han havde også fortjent det. Vel kan man stille spørgsmålstegn ved hans rolle i de senere stadier af Sort Sols karriere, men som musikfan og koncertarrangør holder han stadig fanen højt. Og med denne aften i Marmorkirken har han – og O’Malley – lagt navn til en koncert af en kaliber, man vil snakke om mange år fra nu. Vel indbyder kirker til andagt, men musik ofte mere. Og efter en aften som denne var man klar til at gå lykkeligt i graven.

Steffen Baunbæk Pedersen

Seismograf/DMT:

Avantgardistisk Maraton i Marmorkirken

Fredag aften i Marmorkirken. Et dunkelt og overvældende kirkerum. Kalkmalerierne i kuplen er blå. Lyset bag altertavlen er blåt. Bænkerækkerne er fyldt med folk. På tværs af alder og outfit sidder vi skulder ved skulder, forventningsfulde venter vi på aftenens forestående koncerter. Tre solister indtager den imposante kirke med hver deres radikale måde at bruge stemmen på. Som en tyvstart på musikfestivalen Wundergrund (27. oktober – 5. november) har man under overskriften Radical Voices samlet tre af verdens helt store mastodonter indenfor eksperimenterende stemmebrug til at kickstarte festivalen og sprænge alle eventuelle lydmure inden take-off.

(…)

Stemmens genopstandelse

Tilbage under den blå kuppel venter den norske vokalkunstner Maja Ratkje. Hun kommer ind på ’scenen’ syngende. Først ankommer stemmen, så kommer hun. Med forførende arabeske fraseringer og uden anden forstærkning end det kirkens enorme resonansrum kan tilbyde, indleder hun koncerten.

Foran alteret er mikserpulten. Englene holder vejret.

Det starter med åndedrættet, som gøres til genstand for knitrende loops og omvendinger. En indånding spillet baglæns giver ikke nødvendigvis en udånding, men noget meget mere sprødt og øreindbydende viser det sig. Herfra bygger Ratkje langsomt sit elektroniske univers op lag for lag. Med en mikrofon inde i munden forstærker hun sin stemme fra svælget og mundhulen og ud i det store kirkerum. På meget ambitiøs DJ-manér skaber hun selv råmaterialet til sine samples – vel og mærke i realtid.

Modsat Csihar har koncerten en klar fremdrift mod et klimaks, hvor kompositionen bevæger sig længere og længere væk fra den genkendelig stemme. De mange lydlag larmer efterhånden så meget, at den menneskelige stemme, som har været spunden ind i det elektroniske væv gennem hele koncerten, til sidst drukner i knitrende støjflader.

Koncerten slutter som en fornem rammefortælling med samme a cappella sangfrasering, som indledte koncerten. Genopstandelsen af den ’rene’ og umedierede stemme er utrolig virkningsfuld og får en katarsislignende effekt, der nok bliver det tætteste kirken kommer syndsforladelsen denne fredag aften.

Stemmen klæber til marmorvæggene og hænger i kuplens inderside længe efter Ratkje har lukket munden og givet stemmelæberne fri. Det andægtige kirkerum er for en stund genetableret, inden det bryder ud i blasfemisk applaus.

(…)

Ditte Pradsgaard Holm
This entry was posted in Solo concerts. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>