Women of the world – take over! (DK)

Geiger:

- en reportage fra Missfobi-festivalen på Musikcaféen, Århus, d. 27 – 28/11 2003

”Women of the world – take over / ‘Cos if you don’t, the world will come to an end / It won’t take long.” Således sang den hyperproduktive Jim O’Rourke smukt og overbevisende på 1999-albummet Eureka – og man skulle næsten tro, at det var datidens elektroniske scene, han hentydede til. En scene, der var præget af alt for mange sterile, fortænkte mandlige dagligstue-nørder, der ikke ville genkende kvaliteter som empati, intuition eller instinkt, hvis man klaskede dem over hovedet med dem. Allerede da var en ny bølge af kvindelige electronica-kunstnere, der kunne rette op på dét regnskab, dog ved at samle sig omkring selskaber som Chicks on Speed Records, Mego og Rune Grammofon – og forleden kunne man opleve cremen af denne eksplosion på Musikcaféen i Århus, hvor foreningen Ljud, under overskriften Missfobi, havde samlet navne som Kevin Blechdom, Angie Reed, Tujiko Noriko og Spunk under en to-dages begivenhed, der dog nærmere viste sig at blive alment feminin end strengt feministisk. Geiger havde en skribent ude for at dække det markante arrangement.

”(Kunstnere som Angie Reed, Kevin Blechdom og Tujiko Noriko forsøger, red.) – ved overdreven brug af feministiske referencer, et utilsløret feministisk tekstunivers og en ublu kvindecentreret billedside – at genetablere en kønsdebat. Men ikke ud fra troen på kønnet som noget fundamentalt og uomgængeligt eller den tro på kønnet som konstruktion, som den tidligere debat har næret sig ved. Kunstnerne peger i stedet på, at individet går forud for kønnet. De viser kvinden som værende handlekraftig, skabende, reflekteret og velargumenteret på lige fod med manden.” Med disse ord introducerede den elektroniske forening Ljud arrangementet Missfobi, der igennem to kælderkolde novemberdage konfronterede tidens mest opsigtsvækkende elektroniske navne – samt et par lokale artister, der ikke virkede malplacerede i sammenhængen – med den del af det jyske publikum, der absolut ikke var til Poul Krebs og Lars Lilholt. Det skete til en vis grad grad gennem en udstilling på Kvindemuseet, hvor folk som Spunk, Chicks on Speed og Mr. Lady udstillede udvalgt artwork – men først og fremmest kom det til udtryk gennem foreningens eget to-dages arrangement på Musikcaféen, der virkelig satte lyd bag ordene. Ikke uden visse problemer – ud over de rent organisatoriske var der f.eks. noget naturligt absurd over, at arrangørerne, som Deres ydmyge anmelder, var mænd – men ikke desto mindre med et eftertryk, der gjorde det klart, at den maskuline dominans indenfor electronicaen (hvis den ikke allerede er død og borte) kunne tælles i dage snarere end år.

(…)

”Opfindsomhed” var også et altoverskyggende kodeord for den norske kvartet Spunk, der over indtil videre tre albums på Rune Grammofon – Det Eneste Jeg Vet er at det Ikke er en Støvsuger (1999), Filtered by Friends (2001) og Den Øverste Toppen på en Blåmalt Flaggstang (2002) – har skabt en snurrig, kontrastfyldt improvisationsmusik, der i lige dele trækker på jazz, klassisk kompositionsmusik, electronica og punk-attituder. At komponisten, sangeren og programmøren Maja Ratkje samt programmøren og hornspilleren Hild Sofie Tafjord lignede nogen, der lige så godt kunne have været medlemmer af Atari Teenage Riot, var også ret illustrativt for dette orkester, der har proklameret at have ”et anarkistisk forhold til lyd” – og som i øvrigt har opkaldt dets første og tredje album efter håndplukkede passager i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Det sidste faktum indikerer dog også den understrøm af naivisme, der løber igennem gruppens musik – og som måske er endnu tydeligere på scenen end på plade.

Med et genert smil og ordet ”hej!” indledte den ellers både musikalsk og imagemæssigt frygtindgydende – men også meget smukke – Ratkje således koncerten, der i det store og hele kom til at bestå af ét stort musikalsk freak out. Allerede fra starten stod det klart, at gruppen var i destruktivt humør den aften – for selvom lydbilledet i starten var relativt nøgent og minimalt, kunne man kun svært abstrahere fra kraften i Ratkjes Diamanda Galás-agtige stemmeudflugter og cellisten Lene Grenagers voldsomme anslag, der fik de fleste fibre på hendes bue til at briste undervejs. Ved at variere deres muligheder for at skabe lyd i det uendelige – snart var det Kristin Andersens fløjte eller Tafjords horn, der stod i centrum, snart gruppens arsenal af laptops og antikke synthesizere – skabte Spunk da også et fortryllende, absorberende forløb, der snart lullede én hen i et højnordisk drømmeland, snart tordnede sig op for én med samme massive pondus som Kebnekaise på en klar dag. Det sidste mest udtalt i en lang passage, hvor Ratkje manipulerede magnetfelterne omkring en art Theremin med en række karate-agtige bevægelser, alt imens hun skreg ind i sin mikrofon med en diskant kraft, der kunne få betonkomplekser til at styrte i grus. Her var gruppens musik både så højstemt, smuk og grusom, at det gjorde ondt. Hele salen var da også hensat til noget, der enten måtte betegnes som forbløffelse eller ekstase. For undertegnedes vedkommende absolut det sidste.

Da Spunk havde gennemført deres store tour de force, modtog de da også et bragende bifald, som gruppen tog imod med en ydmyg, næsten forlegen mine – hvorefter den kvitterede med en kort, noget mere afdæmpet improvisation, der imidlertid blev noget af et anti-klimaks. Publikum var begyndt at vågne op igen – og efter så lang tids koncentration syntes de fleste tilsyneladende, at det på tide at sætte kursen mod baren for at tanke op og sludre lidt. Både synd og skam – men da også dét nummer var til ende, var folk dog søde nok til at sende endnu et massivt bifald op mod scenen. Også absolut fortjent. På mange måder er Spunk nemlig øjeblikkets mest interessante svar på riot grrrl-traditionen: De er kraftfulde, musikhistorisk velfunderede, kompromisløst grænsebrydende og behøver ikke at ty til skingre statements for at bevise deres værd. Man kan simpelthen se og høre, hvad de kan – og beundrer dem helt naturligt for det.

(…)

Syklubben fra Helvede

Så var der straks mere attitude over duoen Fe-mail – Hild Sofie Tafjord og Maja Ratkje fra Spunk, der indtil videre har udsendt en 12” med den kostelige titel Syklubb fra Hælvete på det lille DIY-selskab TeVeFem. Hvor denne udgivelse arbejdede forholdsvist lavmælt i krydsfeltet mellem noise- og improvisationsscenerne, videreførte Fe-mail den smilende destruktion fra Spunk-sættet i deres duo-optræden, som ganske vist også blev improviseret frem på stedet, men samtidig også var aldeles krast og pulveriserende. Efter at have sat koncerten i gang med nogle forholdsvist enkle, men også tilsyneladende arbitrære elektroniske klik og lyde, opbyggede parret nemlig møjsommeligt en kompleks, massiv lydmur, der både desorienterede én gennem dens mylder af detaljer og dens fysiske styrke. Var man klog, satte man sig stille og roligt ned for at tage imod – og da sættet kulminerede med, at Ratkje lod sin klare, skingre og kraftfulde stemme flyde hen over de frenetiske støjkilder, var de forreste rækker mere eller mindre blevet hensat i en art trance, ligesom undertegnede, med et gigantisk smil på læben, nærmest fik en art lykkelig ud-af-kroppen-oplevelse. At ikke alle var lige villige til at fortabe sig i lyden, kunne man se rundt omkring i lokalet, hvor adskillige folk sad og holdt sig for ørerne – men én ting var sikker: Tafjord og Ratkje leverede et sæt af den slags, man aldrig glemmer. En dybt intelligent lyderuption, der fik én til at famle sig blindt rundt på gulvet i en forgæves søgen efter sin egen vilje. Sjældent har Mercury Revs frase ”Yerself is steam” været mere passende!

At folk – efter dette angreb på sanserne og psyken – så småt begyndte at sive ud i byen, kan man vel ikke fortænke dem i. Mange havde nu næppe heller lagt mærke til dagens programændring: At Band Ane, der jo havde lidt så krank en skæbne aftenen før, var blevet sat på efter Fe-mail som en lille dessert. Den var dog absolut værd at tage med, for den fe-agtige Anes sæt udviklede sig – selvom man klart kunne høre, at de fleste af hendes numre stadig befandt sig på skitsestadiet – hurtigt til en forrygende ekskursion igennem de sidste 15 års elektronisk musik. Der var lidt click’n'cut her, lidt naivistisk ny-electropop dér, nogle smadrede riot beats et tredje sted og tilmed en rendyrket happy hardcore-passage, der fik hende til at hæve hænderne op over hovedet og rave med. Onde tunger ville nok kalde hendes klare, lyse og melodiske frembringelser for et eklatant eksempel på stilforvirring – hvilket de måske også var – men hørt med et åbent, tørstigt øre var de også både personlige, opfindsomme og veldisponerede. Især hørt i sammenhæng – for har undertegnede nogen sinde hørt et up and coming electronica-navn, der tigger om at få et helt album at boltre sig på, er det Band Ane. Det ville endda blive en plade, der – i kraft af sine rå, skitse-agtige forløb og mange bratte stilbrud på kryds og tværs – ville kunne gøre én godt og grundigt glad i låget uden at ty til banaliteter. Sådan var koncerten i hvert fald – og selvom Band Anes sene optræden var resultatet af et uheld, formede den sig nærmest som den perfekte afslutning på Missfobi som helhed. Et arrangement, der – selvom der da kunne findes enkelte skønhedspletter på det – blev en overvældende demonstration af, at den elektroniske musiks absolutte frontlinie for tiden udgøres af en ny generation af progressive kvinder, der både vil og kan.

Af Steffen B. Pedersen, 8. dec 2003

This entry was posted in Other concerts, SPUNK and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>