More Voice reviews in Danish

Dansk Radio: “Pippi Langstrømpe som professionel Eileen Ford-model i et noize studie” (Celine Haastrup)

Special Jazz #69 2003: “(…)Dette er lydsporet til en gal kvindes uberegnelige film. (…)Tilsynelatende bekendte lydforhold brydes eller forandres til abstrakte lydscenarier. Og mystikken brydes af humor og gakkede indslag. Forvirret? Pladen er i bokstavlig forstand et orginalt kuriosum, en mærkverdighed. (…)” (Christian Munch-Hansen)

Geiger 2003: “Der skriges og hviskes, mens Maja Ratkjes stemme, som stort set er den eneste lydkilde på Voice, klikker og klager, hviner og hvisler, vrides og drejes hele udgivelsen igennem. Det er vildt og vovet, og det er det rene vanvid – eller er det? Der er trods alt mening med galskaben hos Maja Ratkje – meningen er bare at signalere galskab. Ikke overraskende er det derfor hendes lettere skizofrene fremtoning, som mange anmeldelser – og også pressemeddelelsen fra Rune Grammofon – finder fascinerende. Personligt er jeg imidlertid mere skeptisk. Ikke at Voice overhovedet ikke er interessant – dertil kan den klassisk skolede Maja Ratkje trods alt for meget med sin stemme – men rigtigt interessant bliver det bare heller aldrig. Det vilde og det vanvittige er hele tiden lidt for selvbevidst iscenesat, og Voice bliver aldrig andet end en slags ekspressionistisk stemmeteater, hvor al galskaben er sat i citationstegn. Prisen som det mest irriterende nummer tager ”Insomnia”, som, med sin indledende blanding af skrig og grin, indeholder lige netop den blanding af villet vildskab og cool attitude, som mange anmeldere finder fascinerende. Men problematikken gentager sig stort set hele vejen igennem denne udgivelse. For eksempel viser ”Chipmunk Party” interessante takter med sine uartikulerede lyde, men titlens chipmunks eller jordegern forvandler det hele til en slags practical joke. Albummet er meget kreativt sat sammen – og sikkert meget morsomt et eller andet sted – men man savner den konsekvens, der kendetegner en musiker som Ami Yoshida, som totalt fokuseret udforsker for eksempel mundhulens muligheder for at frembringe uartikulerede lyde. Det kan ikke overraske, at Maja Ratkje normalt spiller i kollektivet Spunk, hvis udgivelser for Rune Grammofon rummer megen af den samme excentricitet som hendes soloprojekt. Det er heller ikke videre overraskende, at idéen til Voice – det vil sige at indspille en hel plade med Maja Ratkjes stemme som den altdominerende lydkilde – stammer fra en workshop med japanske Otomo Yoshihide, som ofte selv har eksperimenteret med minimalistiske strategier i sine kompositioner og improvisationer. Det, der egentlig overrasker, er i hvor ringe grad Ratkje lægger Spunks ironiske distance bag sig og koncentrerer sig om sin stemmes magt og pragt. Konklusionen bliver derfor, at mens selve eksperimentet i princippet er interessant nok, skal der en hel anden form for konsekvens til, hvis Maja Ratkje har ambitioner om andet og mere end at spille publikum et puds med den kakofoni af mere eller mindre vanvittige stemmer, der er kendetegnende for Voice.” (Flemming Binderup Gammelgaard)

This entry was posted in Voice. Bookmark the permalink.

Comments are closed.